UNDERMENU

Artikler om hunde

Hund   Læs en af de mange dybdegående artikler om hunde
» Læs artklerne  

Artikler om katte

Læs en af de mange spændende artikler om katte



                   » Læs artklerne
Kat  

sitemap

Sukkersyge hos hund

Spørgsmål: Er det rigtigt, at hunde kan få sukkersyge?

Svar: Ja, det kan de. Hormonet insulin, der dannes i bugspytkirtlen, spiller ligesom hos mennesker en vigtig rolle i stofskiftet hos hunde. Insulin stimulerer oplagring af sukker i kroppen. Når der ikke dannes tilstrækkeligt meget insulin, optager kroppen mindre sukker,og koncentrationen af sukker i blodet vil blive forhøjet. Når blodsukkerkoncentrationen når et bestemt niveau, vil nyrerne ikke længere være i stand til at hindre udskillelse af sukker gennem urinen.

Symptomerne 

Symptomerne på sukkersyge plejer at være dramatiske. Hunden bliver meget tørstig, tisser meget og i store mængder, den bliver hurtigt træt, er næsten hele tiden sulten, men taber sig alligevel. Hvis sukkersygen ikke bliver behandlet, vil hunden til sidst gå i koma og dø på grund af manglende balance i blodets surhedsgrad.

Sukkersyge ses hyppigst hos overvægtige tævehunde, der er mere end fem år gamle. Ligesom hos mennesker er dispositionen til at få sukkersyge arvelig. F.eks. er pudel en race, som er rigt repræsenteret blandt sukkersyge hunde.

Behandling 

Behandlingen består i at give hunden insulinindsprøjtninger. Disse indsprøjtninger skal gives på bestemte tidspunkter hver dag, f.eks. morgen og aften. Det er vigtigt, at hunden fører en regelmæssig tilværelse, man skal være konsekvent med dens diæt, og mængden af motion skal være konstant, uden de store variationer. En diæt, der er rig på fibre, kan hjælpe med til at formindske hundens behov for insulin.

Hunde lider hovedsageligt af type 1 sukkersyge, dvs. at kroppen slet ikke producerer insulin. Derfor vil medikamenter, som øger frigørelse af insulin og kan gives i tabletform mod type 2 sukkersyge, ikke virke på hunde.

De fleste ejere af hunde med sukkersyge lærer at sprøjte hunden uden problemer. Der findes dog nogle hunde, som er svære at behandle, enten fordi sygdommen allerede ved behandlingens start har nået et fremskredet stadium, eller fordi hundens temperament umuliggør et samarbejde mellem ejer og hund.

Insulinchok

Hunde kan ligesom mennesker få for meget insulin og gå i insulinchok. Det skyldes, at blodsukkerkoncentrationen falder til et meget lavt niveau. For megen motion, en for stor dosis insulin, for lidt mad, diarré o.s.v. kan forårsage et fald i blodsukkerkoncentrationen. Hunden bliver først urolig, går og står usikkert, kan besvime og senere få kramper. Ejeren af en hund med sukkersyge skal derfor altid have en eller anden form for sukkererstatning parat (honning, druesukker, eller lignende) i tilfælde af, at hunden går i insulinchok.

Som nævnt kan sukkersyge i mange tilfælde behandles, og selv om behandlinger er livslang, kan hunden sagtens have en god tilværelse. Derfor er det efter min mening ikke "synd" at behandle en hund for sukkersyge. Det er dog en krævende sygdom i den forstand, at hunden skal behandles på faste tidspunkter hver dag, og behandlingen kan også blive dyr, især hos de større racer, hvor der skal gives mere insulin. Ejeren af en hund som har fået stillet diagnosen sukkersyge, skal i sine overvejelser om, hvorvidt hunden skal behandles eller ej, gøre op med sig selv, om han eller hun har mulighed for at genemføre en sådan behandling, mange er da også nødt til at vælge at få hunden aflivet.

PRODUKTER FRA
                      DYRLÆGEN


Royal Canins Veterinærprodukter er fremstillet specielt til behandling af sygdomme hos hunde og katte. Se på tilbud.