UNDERMENU

Artikler om hunde

Hund   Læs en af de mange dybdegående artikler om hunde
» Læs artklerne  

Artikler om katte

Læs en af de mange spændende artikler om katte



                   » Læs artklerne
Kat  

sitemap

Græsspisning

Græsspisning

 

Sent forår og tidlig sommer, når græsset hurtigt vokser sig grønt og saftigt, oplever vi en sand epidemi af kvalme, opkast og/eller diarré hos både hunde og katte. Græssets høje sukkerindhold og grønne farve synes at tiltrække dyrene, hvilket fører til en hel del mave-tarmproblemer hos vores kæledyr. 

Det skyldes ikke mindst, at græsspisning i høj grad tolereres af kæledyrsejere. Mange er overbeviste om, at græsspisning er en form for selvbehandling hos dyrene, hvis de har dårlig mave. Derfor får de lov til at spise uhæmmet af græsplænen. 

Lad mig slå helt fast: Græsspisning er en dårlig vane og er ikke gavnlig for hunde og katte! De kan ikke fordøje græs (drøvtyggere har fire maver til at klare den sag), og græsstråene kan forårsage mekanisk slid på tarmkanalen. Yderligere kan græssets sukkerindhold bevirke et endnu større væsketab og kraftigere diarré, hvis det spises i forbindelse med mave-tarmproblemer. Græs kan også være forurenet med skadelige bakterier, hovedsageligt stammende fra fugleafføring, såsom campylobakter og clostridia. Disse bakterier kan give både hund og kat akut og/eller langvarig opkast og diarré. 

Hvorfor spiser de det så? Det smager godt, det er en dårlig vane, og når hunde og katte har mavepine bliver de altædende. I tilfælde af at hunden eller katten har spist noget giftigt eller forrådnet, kan det måske være gavnligt, at dyret selv fremprovokerer opkast ved at spise græs, men i langt de fleste tilfælde vil græsspisning kun gøre situationen værre. 

Hos katte er der yderligere et problem: De tiltrækkes af elefantgræs, det meget brede og ru græs. Disse græsstrå har en tendens til at sætte sig fast i kattens hals og henover den bløde gane i svælget. Katten får synkebesvær, savlen, kvalme og brækfornemmelser. I sidste uge havde vi to tilfælde heraf. Det er nødvendigt at bedøve katten for at kunne fiske græsstråene ud. 

Nu er der nok mange, som vil sige, at deres hund eller kat altid har spist græs, og at den aldrig har taget skade af dét. Der er toleranceforskel fra individ til individ, men når en hund eller en kat har dårlig mave, er det ikke en normal tilstand, og der bør træffes andre foranstaltninger. 

I tilfælde af mave-tarmproblemer er det bedste, man kan gøre, at faste dyret fra mad, hvis almentilstanden ellers er god. Fastetidsrummet varierer alt afhængig af dyrets alder og størrelse men er typisk fra 6 – 24 timer. Ligeledes anbefales det i nogle situationer at faste dyret fra vand. En dyrlæge kan give en anbefaling desangående vurderet på grundlag af dyrets størrelse og alder. Derefter skal det have fedtfattig kost (kogt kylling og kogte ris (hund) og f.eks. torskerogn og kogte ris (kat)) og vand; hvad begge ting angår i små portioner flere gange dagligt. 

Noget af det vigtigste i forbindelse med behandling af mave-tarmproblemer er at holde katten indendørs og hunden i snor, når den færdes ude. På den måde kan man være sikker på, at dyret ikke får fat i græs, og samtidig har man mulighed for at vurdere tarmfunktionen. 

I mange tilfælde vil det være nødvendigt at søge dyrlægehjælp. Hvis faste og skånekost ikke hjælper, kan det være fordi campylobakter eller clostridiabakterier er på spil. I disse tilfælde er en antibiotikakur nødvendig.

Husk det nu: Hunde og katte er ikke drøvtyggere og skal derfor ikke på græs.

 

 

PRODUKTER FRA
                      DYRLÆGEN


Royal Canins Veterinærprodukter er fremstillet specielt til behandling af sygdomme hos hunde og katte. Se på tilbud.