Kattens tredje øjenlåg

Af Fagdyrlæge John Dee

Spørgsmål: Min kats øjne har i den seneste tid begge været næsten helt dækkede af en hvid hinde. Hvad skyldes det, og hvad betyder det for katten?

Svar: Hinden, der kaldes det tredje øjenlåg, er en bevægelig struktur, som ligger mellem hornhinden og det nedre øjenlåg i øjenkrogen nærmest kattens snude.

 

Funktion

Det tredje øjenlågs funktion er at beskytte hornhinden. Når katten med sine knurhår eller øjenvipper fornemmer en trussel, eller når den ser, at der er fare på færde, trækker musklen bagest på øjeæblet sig ved en refleksbevægelse sammen. Derved bliver øjeæblet trukket tilbage i øjenhulen og det tredje øjenlåg skubbet fremad, hen over øjeæblet og dermed hornhinden. Denne refleks er meget vigtig for en nattejæger som katten, der ikke altid hurtigt nok ser en gren eller andre faretruende genstande, når den strejfer om.

Udover at fungere som beskyttelse af hornhinden har det tredje øjenlåg to andre funktioner. Der findes på det tredje øjenlåg en tårekirtel, som producerer 50% af tårerne. På den side af øjenlåget, som vender mod hornhinden, findes lymfatiske væv, der kan fange og ødelægge bakterier og virus. Dette væv kan både hos hunde og katte i nogle situationer blive så irriteret og hævet, at det ligger og gnider mod hornhinden, når den bevæger sig. En ubehagelig tilstand for dyret, som under alle omstændigheder bør behandles hos dyrlægen.

 

Årsag til fremfald

Når det tredje øjenlåg hos katten strækker sig mere end normalt hen over hornhinden, plejer det at skyldes én af to ting. Det kan være, fordi dyret er sygt og afmagret og lider af væskemangel, så det fedtvæv, der støtter øjeæblet er svundet ind. Øjeæblet falder tilbage i øjenhulen, og det tredje øjenlåg skyder frem.

Dette forekommer dog også hos velnærede katte og ses tit i forbindelse med, at katten har haft en periode med tynd mave. Eksperter mener at årsagen hertil og sammenhængen mellem de to ting er, at begge dele kan skyldes et virus (togavirus) som påvirker kattens nervesystem. Dels trækker musklen bag øjeæblet sig sammen, således at det tredje øjenlåg bliver skubbet frem, og dels bevæger tarmmuskulaturen sig hurtigere end sædvanlig med tynd mave til følge. Viruset smtter så andre katte i huset kan også få det. Tilstanden kan stå på i 4-6 uger og plejer pludselig at rette sig selv. Er som oftest kun behandlingskrævende hvis diarréen forårsager dehydrering hos katten.

 

Andre årsager

Hvis kattens øjne løber i vand, eller hvis den virker, som om der er noget, der irriterer øjnene, bør dyrlægen konsulteres. Irritationen kan skyldes, at der sidder noget mellem det tredje øjenlåg og hornhinden, som irriterer, eller at katten har fået en ridse på hornhinden. Men hvis katten ellers virker frisk og sund kan man med god samvittighed se tiden an i nogle uger.

©  2019 Center Dyreklinik ApS

Ærøvej 11, DK-8800 Viborg

86623294

mail@centerdyreklinik.dk

Åbningstider

Mandag-fredag: 8.00-17.00

Lørdag-søndag: Lukket

Ved behov for vagtdyrlæge ring da på tlf.: 86623294

  • Instagram Social Ikon
  • Facebook Social Icon